JYRAK godkendt katteri
Katteriets forhold - løbegårde

Løbegårde skal kunne tilbyde kattene omgivelser, der opfylder FIFes og JYRAKs overordnede krav for katterier, såvel som flg. krav:

En løbegård er et indhegnet område udendørs med tilhørende rum eller adgang til beboelsen.

Løbegården giver plads til, at hver kat har min. 6 kvadratmeter indendørs til at bevæge sig på.

Den skal være af en ordentlig konstruktion og godt vedligeholdt, så den kan beskytte kattene mod skader, beskytte mod vejrlig, indhegne og forhindre indtrængen af andre dyr samtidig med, at kattene skal have mulighed for at være tørre og rene.

En løbegård skal give kattene tilstrækkelig plads til at vende sig frit og til at kunne stå, sidde og ligge i en komfortabel stilling.
Hvis der er flere katte i løbegården, skal der være rigeligt med plads; herunder liggepladser.

Kattene skal have adgang til et overdækket område/rum som giver mulighed for at de kan holde sig tørre.

Løbegårde skal være konstrueret og vedligeholdt sådan, at kattene, der opholder sig deri, har passende adgang til foder, vand og kattegrus.

Det maksimale antal katte i samme løbegård sikres ved, at FIFes og JYRAKs overordnede krav opfyldes.
FIFe: Katte skal have tilstrækkelig plads til at kunne bevæge sig og lege og bør nyde familiære forhold.
JYRAK: Se afsnittet Katteriets forhold.

En løbegård skal give mulighed for et normalt bevægelsesmønster og være af en sådan størrelse, at kattene kan motionere og bruge kradsetræ.