Dyrlægekontrol ved JYRAKs udstillinger

Dyrlægekontrollen foregår før udstillerne kommer ind i udstillingshallen med deres katte. Dyrlægekontrollen foregår fra kl. 7.30 til kl. 9.00 om lørdagen; fra kl. 8,00 til kl. 9,00 om søndagen.

Der er til hver dyrlæge opstillet et - to borde (alt efter pladsen til rådighed) til kontrollen, og der er en person der er udpeget som hjælper.
Når en kat er undersøgt aftørrer hjælperen bordet i desinficerende væske, mens dyrlægen kan undersøge de næste katte ved det andet bord.

I dyrlægekontrollen skal alle katte have et hurtigt check – ikke en undersøgelse, men et hurtigt check for parasitter (lopper, øremider, ringorm m.m.) og en vurdering af den generelle helbredstilstand.
Hvide katte skal have aflæst identifikation (tatovering eller chip) og afstemmes med hørecertifikat..
Chiplæser findes i indcheck.

Kattene afvises i kontrollen hvis:

  • der findes lopper/loppeekskrementer eller andre parasitter
  • der er mistanke om at en kat har ringorm
  • der er mistanke om smitsomme sygdomme (snue, snot, betændte øjne, m.m.).
  • kattens generelle sundhedstilstand er kritisabel
  • der ikke kan fremvises hørecertifikat på hvide katte.

Hvis en kat bliver afvist p.g.a. sygdom eller parasitter m.m. skal samtlige katte fra samme udstiller også afvises.

Når en kat skal undersøges medbringer udstillerne en ”indcheckningsseddel”, hvor antallet af katte der medbringes står opført.
Hvis der ikke er problemer med katten/kattene underskriver/stempler dyrlægen sedlen efter endt undersøgelse, og giver udstillerne sedlen tilbage.

Hvis katten/kattene afvises beholder dyrlægen ”indcheckningssedlen” og påfører grunden til at katten afvises. Sedlen må ikke udleveres til udstilleren, men afleveres i ”indchecket”.